Noget af det som jeg virkelig elsker ved vægemner er, at                                   de kan give et hurtigt indblik i ens og andres karakter.                                       Det er et mere her og nu billede i forhold til når man er                                     med i emner. Emner skal planlægges lidt mere, hvorimod                               vægemner kan være mere spontane, og det gør det                                         nemmere at reagere på følelser og giver et bedre sammenspil                    mellem personerne som er med. Samtidig kan jeg godt lide at der er en stor skrive frihed, men stadig også er tilpas begrænsede til, at man ikke bare kan tillade sig hvad som helst, og det tvinger en til at reflektere mere over, hvordan man formulerer sig, og hvordan man handler på sin karakters tanker og følelser. Jeg bruger meget vægemner til at blive klogere på min karakter og på min karakteres relationer. Hvad er de for nogen? Og hvordan reagere de i en lignede situation? Da følelser og tanker ofte kommer til udtryk den vej igennem, er det ikke kun ens egen karakter, som man blotter lidt, man ser også de andre karakteres tanker og følelser. Det gør, at man som skriver bliver klogere på den karakter, man står overfor, og så kan man handle ud fra det eller lade hver. Korts fortalt elsker jeg vægemner, fordi den sociale interaktion er så fantastisk uforudsigelig.